Prøver av lesebokspråket

For å vise utviklingen i rettskrivningen de siste hundre år omtrent tar vi med et stykke på hvert mål fra lesebøkene, slik de har vært gjengitt i de forskjellige utgaver opp til våre dager.

Først kommer et stykke fra «Vesleblakken» av Jacob B. Bull slik det står i Bulls egen form i «Skisser» 1891:

Det var midtvinters og knagende koldt. Inde var alle Ruder fast tilfrosne, somme med æventyrlige Roser, hvor det rødgule Solskin leged og brød dæmped igjennem, andre med tæt, graa, lubben Frost, som ikke slap nogen Straale ind uden der, hvor vi Børn havde moret os med at smelte runde Huller ut efter alle Fingertopper for at kige ud i Vinterglæden. Thi derude var der som et Hav af Lys. Himlen staalblaa og dirrende af Sol; den frosne, ryre Sne tindrende hvid med skarpe, blaalige Skygger efter Skigaarder og Busker, Spurvene langs alle Møner og i Flokke paa Laavbroerne som store, graabrune Nøster af løs Uldtraad og alle Mennesker hurtige i Gangen og rimfrosne efter Aandedrættet.

Og bortved Præstegaardsbækken havde vi i disse Dage drevet vor Lek. Der havde der laget sig Istapper og fantastiske Hvælvinger, hvor vi leked Hus og laa og indbilte os, at vi havde det godt og varmt; der var der frosset bulket Is og underlige Figurer i Smaastrygene, med Revner, hvorigjennem vi saa det sorte, hemmelighedsfulde Vand dybt nede og hørte det mumle og fortælle, naar vi lagde Øret nedtil.

I Nordahl Rolfsens lesebok 1896:

Det var midtvinters og knagende koldt. Himmelen var staalblaa og dirred af sol; den frosne sne tindred hvid med skarpe blaalige skygger efter skigarder og busker, spurvene sad langs alle møner og i flokker paa laavebroerne som store graabrune nøster af løs uldtraad, og alle mennesker var snøgge i gangen og rimfrosne efter aandedrættet. Og bortved Prestegaards-bækken havde vi i disse dage drevet vor leg. Der havde det laget sig istapper og hvælvinger, hvor vi legte hus, og laa og indbildte os, at vi havde det godt og varmt; der var det frosset bulket is og underlige figurer i smaastrykene, med revner i, som vi saa det sorte, hemmelighedsfulde vand igjennem, dybt nede, og hørte det mumle og fortælle, naar vi la øret nedtil.

I Nordahl Rolfsens lesebok 1909 (1907-rettskrivning)

Det var midtvinters og knakende koldt. Himmelen var staalblaa og dirret av sol; den frosne sne tindret hvit med skarpe blaalige skygger efter skigarder og busker, spurvene sat langs alle møner og i flokker paa laavebroene som store graabrune nøster av løs uldtraad, og alle mennesker var snøgge i gangen og rimfrosne efter aandedrættet. Og bortved Prestegaards-bækken hadde vi i disse dage drevet vor lek. Der hadde det laget sig is-tapper og hvælvinger, hvor vi lekte hus og laa og indbildte os at vi hadde det godt og varmt; der var det frosset bulket is og underlige figurer i smaastrykene, med revner i, som vi saa det sorte hemmelighetsfulde vand igjennem, dypt nede, og hørte det mumle og fortælle naar vi la øret nedtil.I

Nordahl Rolfsens lesebok, Byutgave 1920 (1917-rettskrivning med «moderate former»):

Det var midtvinters og knakende koldt. Himmelen var stålblå og dirret av sol; den frosne sne tindret hvit med skarpe blålige skygger efter skigarder og busker, spurvene satt langs alle møner og i flokker på låvebruene som store gråbrune nøster av løs ulltråd, og alle mennesker var snøgge i gangen og rimfrosne efter åndedrettet. Og bortved prestegårdsbekken hadde vi i disse dager drevet vår lek. Der hadde det laget sig istapper og hvelvinger, hvor vi lekte hus og lå og innbilte oss at vi hadde det godt og varmt; der var det frosset bulket is og underlige figurer i småstrykene, med revner i, som vi så det sorte, hemmelighetsfulle vann igjennem, dypt nede, og hørte det mumle og fortelle når vi la øret nedtil.

Nordahl Rolfsens lesebok 1939 (1938-rettskrivning med «radikale» former):

Det var midtvinters og knakende kaldt. Himmelen var stålblå og dirra av sol; den frosne snøen tindra kvit med skarpe blålige skygger etter skigarder og busker, spurvene satt langs alle møner og i flokker på låvebruene som store, gråbrune nøster av laus ulltråd, og alle mennesker var snøgge i gangen og rimfrosne etter åndedrettet. Bortmed prestegardsbekken hadde vi drevet leiken vår disse dagene. Der hadde det laga seg is-tapper og hvelv, og vi leikte hus der og lå og bilte oss inn at vi hadde det godt og varmt; det hadde frosset bulket is og underlige figurer i småstryka, med revner i, som vi så det svarte, gåtefulle vannet igjennom, djupt nede, og hørte det mumla og fortalte når vi la øret nedtil.