Aasen set fra Danmark

AV JØRN LUND

Danmark har ikke haft nogen Ivar Aasen, ikke engang noget, der kom i nærheden. Vi har og har længe haft dialektforskere, vi har oven i købet folk, der ikke bliver hængende i teorier om, hvordan sprogsystemer kan udvikles, men også tager ud, der hvor sprogene tales, kommer tæt på landbokulturen og lader sproget afdække sig i et samspil med den dialekttalende.

Vi har også digtere, der har anvendt dialekten som udtryk og fastholdt det i skriftsproget. Men vi har ikke nogen Ivar Aasen, som i sjælden grad var den rette mand på det rette tidspunkt.

Her skal ikke forsøges nogen vandring gennem dansk litteratur på jagt efter dialektnedslag, for pointen er, at dialekt er krydderi i dansk litteratur, medens det er kultur i norsk litteratur. Denne kultur kunne ikke være båret stærkere frem end af digteren og sprogmanden Ivar Aasen.

Og pædagogen! For nok var sigtet nationalt og folkeligt: Aasen opfattede sproget «som en Nations fornemste Kjendemærke», men han så tillige pædagogiske fordele ved landsmålet, som kunne befri almuen «fra unødig Møie». Overgangen fra tale til skrift skulle lettes for (land)befolkningen. For, som Holberg skrev: «Den udtale, man haver faaet i Barndommen forgaaer ikke.»

Mange vil mene, at denne lettelse har haft store omkostninger. Og det har de ret i. Tilstedeværelsen af to officielle skriftsprog i Norge koster megen «Møie». De sprogkonservative havde vel foretrukket, at alt blev, som det var, at det dansk-norske skriftsprog videreførtes; Eidsvollforfatningen kalder ligefrem sproget norsk: «Alle Forestillinger om Norske Sager, saavel som de Expeditioner, som i Anledning deraf skee, forfattes i det Norske Sprog.» Her defineredes altså norsk sprog som 'sproget i Norge'; senere i århundredet talte man om dansk-norsk. Men sprogspørgsmålet var som bekendt ikke i fokus de første årtier efter 1814.

Reformisterne, oftest forankret i bykulturen, så betydningen af at udvikle et eget, selvstændigt norsk sprog, men forestillede sig en langsom og gradvis fornorsking. De radikale (et ord, som den sprogradikale Aasen ville have afvist) forkastede det givne udgangspunkt og forestillede sig, at resultatet af deres sprogplanlægning ville føre til et nyt, fælles nationalt skriftsprog.

De uforstående danskere

Danskerne har aldrig rigtig forstået, hvad der foregik, og de forstår stadig ikke, hvilke kræfter og perspektiver der ligger i den norske debat. De fleste danskere har et ret maskinelt sprogsyn, opfatter sproget som et rent kommunikationsanliggende og ser ikke nogen nærmere forbindelse mellem sprog og kultur. Fædrelandssangenes vers herom opfattes som besværgelser.

Tanken om dialekt som krydderi og stilistisk udtryksmiddel er da også nærliggende for en dansker. De jyske vers og fortællinger hos Steen Steensen Blicher (1782–1848) vandt yndest netop som eksotisk lokalkolorit – på et tidspunkt, hvor man i skønlitteraturen dyrkede det usædvanlige, det dæmoniske, det fremmedartede. Jeppe Aakjær (1866–1930) tog initiativ til en jysk bevægelse og udtrykte sig digterisk på sin dialekt, fik tilhængere, men dannede ikke skole. Alligevel er Jeppe Aakjær nok det nærmeste, vi i Danmark kommer på en Aasen- skikkelse. Men det er Walter Scott og Robert Burns, ikke Aasen, han står i gæld til.

Knyttet til den jyske bevægelse var også Johannes V. Jensen (1873–1950), men hos ham var dialekt forbundet med forestillinger om den gamle hjemegn; han tillagde nok det jyske og det nordiske en fremtrædende plads i sin kulturopfattelse, men som sit daglige udtryksmiddel kunne han næppe forestille sig et jysk skriftsprog.

I de seneste årtier har imidlertid en fremtrædende visesanger, musiker og digter taget vendelbomålet til sig som udtryk også for en moderne virkelighed. Niels Hausgaard (f. 1944) bruger sin hjemmelavede vendelboortografi – ikke blot som et stilistisk virkemiddel, men fordi han ikke kan udtrykke sig kunstnerisk på et sprog, der ikke reflekterer hans verden, præget som den er af overgangen fra det gamle landbosamfund til det internationalt (dvs. amerikansk) dominerede industri- og informationssamfund.

Millom bakkar og berg

Aasens projekt har grebet mig, fra jeg første gang stiftede bekendtskab med ham i gymnasiet. Ved eksamen på 2. del af danskstudiet ved Københavns Universitet havde jeg den uventede lykke ikke blot at komme op i norsk (svensk var også en mulighed), men ligefrem at blive eksamineret i Aasens «Nordmannen». Jeg foretog der den uventede manøvre at tilbyde at synge teksten i stedet for at læse den op. Den norske lektor, Erling Georg Larsen, havde trods grundig gennemgang af hver eneste retskrivningsreform i norsk historie fundet tid til at synge sangen med holdet, hvad der var ganske usædvanligt dengang, i 1966. Og i grunden er det for en dansker lettere at ramme norsk udtale i sang end i tale, både fordi det danske stød og det norske accentsystem neutraliseres – og fordi dansk sangdiktion er ekstremt konservativ, således at man automatisk føres tilbake til det dansk, der var til at forstå for norske! Aasen har til gengæld sørget for, at en norsk udligning er umuliggjort.

Sult

Min senere kollega, professor Erik Hansen, har sat endnu mere på spil for at komme tæt på Ivar Aasen. Som fattig danskstuderende ved universitetet i Oslo så han hos en antikvarboghandler en 2.-udgave af Ivar Aasens grammatik (1864), som han måtte have. Men det var småt med midler, og købet gik så hårdt ud over økonomien, at han måtte skære alvorligt ned på det daglige forbrug. Efter nogle dage opstod der svimmelhed og synsforstyrrelser, og Erik Hansen måtte konsultere en læge. Diagnosen var hurtigt stillet: Sult! Også i 1950'erne var Kristiania en forunderlig by, som man ikke kunne forlade uden at få mærker af det.

Arven efter Aasen

Aasens virke har som ringe i vand sat sig spor, ikke kun i landsmål og nynorsk, men også i bokmål. Man kan, hvis man har mod til det og er på passende afstand af norske kolleger, have sine tvivl om, hvorvidt der eksisterer to norske skriftsprog om 100 år. Men man kan ikke anfægte den kendsgerning, at opkomsten af et dialektbasert alternativ har fået konsekvenser for begge målformer.

Hvem har så sejret? Ja, indtil videre er der ingen sejrherre. Og hvad er en sejr? Aasen ønskede uden tvivl kun ét norsk skriftsprog; det samme gjorde de sprogkonservative, men det var et andet, ikke engang et «Aasen light». Men hele den norske sprogoffentlighed har gennem hundrede år lært, hvad et sprog er, hvad identitet er, hvordan sprog og kultur lever i en bevidst og ubevidst vekselvirkning af betydning for hele det mentale liv. Sprogsituationen i Norge har fremmet et dynamisk sprogsyn: Sprog opfattes som et menneskeligt udtryk, der nok overleveres, men også kan formes og reguleres.

I sproget har man sin historie med. Og uanset om Norge viderefører to officielle skriftsprog eller udvikler et fællessprog, vil Aasens indsats kunne spores overalt – millom bakkar og berg utmed havet.

-- Jørn Lund er professor og sjefredaktør i Gyldendal Dansk Forlag.