Evangelium etter Markus. 1870

Tittelside Evangelium etter Markus. Bjørgvin. Utgjevet av Vestmannalaget. Forlagt av Ed. B. Giertsen. 1870

Skriftet er skanna i jpg-format frå ein kopi. Kvart dokument er ca. 120 kB.

Originalformatet er 10 x 16 cm.

Tittelside	21	45
Kolofon	22	46
Føreord	23	47
Framhald føreord	24	48
1	25	49
2	26	50
3	27	51
4	28	52
5	29	53
6	30	54
7	31	55
8	32	56
9	33	57
10	34	58
11	35	59
12	36	60
13	37
14	38
15	39
16	40
17	41
18	42
19	43
20	44

Skrive om omsetjinga

«Ordtilfanget er kanskje det som gjer at teksta vert opplevd som ny og annleis i høve til den gamle, og her er det mangt nytt å sjå. Det vert tala om "Bodord" i staden for "Bud", "Kviledag" for "Sabbath", "Læresvein" for "Discippel", "miskunna" for "forbarme", "Samningsstova" for "Synagoge", "Skrymtar" for "Øienskalk", "Saal" for "Sjæl", "Uppstanding" for "Opstandelse", "vanhelga" for "gjøre uren".
Sume av desse orda vart verande i det nynorske bibelmålet, so som læresvein, som Grieg fann føredøme til i den islandske teksta [...].»
(Frå Jarle Bondevik: Og ordet vart nynorsk. Bergen: Norsk Bokreidingslag 2003, s. 38–39)

Del denne siden

Del på Facebook

Om skriftet

I 1870 gav Vestmannalaget i Bergen ut den første omsetjinga av eit heilt evangelium på nynorsk, «Evangelium etter Markus». Georg Grieg hadde omsett teksten, men han hadde fått andre til å sjå igjennom omsetjinga. Han sende manuskriptet først til A.O. Vinje og til Ivar Aasen. Seinare vart omsetjinga gjenomsedd av Georg Fasting, J.E. Unger og Henrik Krohn, fortel Torleiv Hannaas i "Vestmannalaget i 110 år" (Bergen 1978, s. 120). Johan Einar Unger, som var prest, skreiv eit føreord og sette namnet sitt under. Det skulle vere som ei kyrkjeleg autorisering. Det norske Samlag hadde boka til sals, og i eit vedlegg til bladet «Fram» i 1871 blir det nemnt at opplaget var 350.

Om Georg Grieg
Georg Grieg (1826–1910), fødd i Bergen, bokprentar og litterat. Var ein framdrivar i målringen «Namnlaus» (ei gruppe målmenn i Bergen som møttest til faste møte kvar laurdagskveld frå 1862 og nokre få år framover) og seinare i Vestmannalaget (skipa i Bergen i 1868). Vart rekna som ein av dei aller beste blant vestmennene når det galdt målkunnskap og språksans. Omsette ei rad skrifter, men stakk seg aldri fram og sette som regel ikkje namnet sitt under omsetjingane: Pilgrimsferd av John Bunyan(1868), Luthers litle Katekisma (1868), Evangelium etter Markus (1870), Ivo Prestemne av Berthold Auerbach (1876), Oliver Goldsmiths Presten til Wakefield (1892) og Soga um Gisle Surson (1905). Georg Grieg las òg mykje korrektur på det andre hadde skrive. Henrik Krohn sa om han at han gjekk til «Korrektur og Umskrift og Avskrift med same Ro, anten det er Natt elder Dag», og Marius Nygaard skreiv at Grieg lenge var «selvskreven Correcteur af alt, hvad der i Bergen udkommer paa Maalet». Georg Grieg studerte òg musikk, hadde lange studieopphald i utlandet og vart musikklærar.

Brev frå Ivar Aasen til Georg Grieg
Georg Grieg sende utkastet til omsetjing til Ivar Aasen, som skriv 30. april 1870:

«Til G. Grieg.
      Det har nu draget længe nok, før jeg kom til at sende Deres Haandskrift tilbage. Deels var det saa, at jeg syntes jeg ikke havde Tid til noget Gjennemsyn, og deels havde jeg ogsaa en Frygt for at tage fat derpaa, da jeg vidste hvor utrolig megen Tid der behøves til slige Gjennemsyn, og hvor utrolig lidet der kommer ud af det. Hvis der var Adgang til Samtale om Tingen, var det en anden Sag; men at skrive alt hvad man finder at bemærke, er saa omtrent umuligt. Og saa er det ogsaa at betænke, at der krævedes et eget Studium til disse Ting; der behøves baade en Sprogkundskab og speciel historisk Kundskab, som egentlig er Theologers Fag og ikke kan ventes hos andre. Jeg har ofte tænkt paa at oversætte Stykker af Bibelen, men naar jeg har talt derom med Theologer, har jeg snart hørt saa meget, at jeg er bleven skræmt. Jeg kan saa lidet Græsk, at det er Skam at nævne det, men alligevel har jeg dog mærket, at de smaa Smuler som jeg har opfanget deraf, ofte have været mig til stor Hjælp i saadanne Tilfælde hvor Grundtextens Ord egentlig ikke let lade sig oversætte men kun nogenledes oplyse ved en længere Forklaring.
      Det forekom mig som en stor Uleilighed, at Texten ikke var sat i Kapitler og Vers paa den sædvanlige Maade; thi derved kommer man da i Forlegenhed hver Gang man skal opsøge et Stykke om man endog kunde det udenad. Det er dog alligevel en stor Fordeel at have Texten afdeelt i meget smaa Stykker; og om end den gamle Inddeling tildeels kan være daarlig eller feilagtig, saa er dette ikke nogen synderlig Skade; og imidlertid er den nu engang slaaet saa fast, at det vistnok bliver et Slags Nødvendighed at beholde den.
      Hvad nu selve Oversættelsen angaar, da maa jeg sige det samme nu som ved visse foregaaende Leiligheder, at det vilde være en let Sag at læse den, naar man kun slap for at paavise noget bedre. Hvert Øieblik synes jeg finde et Udtryk, som støder mig, men naar jeg da skal sige hvad det skulde ombyttes med, saa vil det knibe. Jeg tykkes altid vide, at der findes langt bedre Ord, men jeg veed ikke at komme paa dem; og hvis jeg nu skulde optegne alle mine Betænkninger og Betænkeligheder, saa vilde dette blive et langt Arbeide.»
      Deretter følgjer drøftingar av ei rad ord i omsetjinga.

(Sitatet er frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker ved Reidar Djupedal, Oslo 1958, Band 2, s. 94–95)

Publisert:07.05.2005 | Oppdatert:14.01.2021